Hover kirke

Kirken er kullet, dvs. uden tårn og den illustrerer på fineste vis den gamle trækirke ”oversat” til sten: En langkirke i sin mest simple form og et symbol på ”det første hus”.

Kirken har stort set bevaret sin form og sit udseende, siden den blev bygget i 1100-tallet. Derfor er den også optaget i den danske arkitekturkanon, for øvrigt som eneste landsbykirke. Den anden kirke i arkitekturkanon er Københavns Domkirke, Vor Frue. Så Hover Kirke er kommet i fornemt selskab.

Taget er dog lagt om og et våbenhus er kommet til i 1500-tallet, ligesom kvindedøren er lukket til. Men ellers er kirken intakt med en enkel plan, opbygget med en midterakse, et rektangulært skib og et næsten kvadratisk kor. Næsten alle kirkens mål passer nøjagtigt til romersk fod. Kvadrestenene  er fundet lokalt, det samme gælder uden tvivl egetræer til tagkonstruktionen og loftsbjælkerne. Blyet er nok sejler hertil fra Frankrig og kalk og mørtel og murfyld hentet i Daugbjerg Kalkgruber.

Kirken er forholdsvis stor af en landsbykirke at være – og vidner om et sogn, som tidligere var meget større. En kendsgerning, som pesten (den sorte død) i 1350 ændrede på.

Kirkeklokken hænger udvendig – under et halvtag på østgavlen og bliver stadig betjent manuelt.

Kirkens indre

Alterbordet og dødefonden er sandsynligvis originale, dvs. ligeså gamle som kirken. Senere er der dog kommer en renæssancealtertavle til (1550-1600). Alterbilledet er fra 1850 og en kopi af Dorphs maleri: Vandringen til Emmaus. Prædikestolen er fra samme periode som altertavlen.

Kirken ældste træinventar er de to degnestole fra 1600-tallet, som blev benyttet af de såkaldte løbedrenge fra Ringkøbing Latinskole, når de gjorde tjeneste som degne i kirken.

På korbuen er der rester af et kalkmaleri fra 1907 af Abraham, der er i færd med at ofre Isak, ellers står kirken helt ren.